“Det er lykkedes Sonnergaard at give meningsfuldt udtryk for den tomhed, som en hel del anden ung dansk litteratur har forsøgt at nærme sig med mindre held.”

Således skrev Jyllandsposten om Jan Sonnergaards novellesamling Radiator. Den er den første i hans novelletrilogi.

Vi var så heldige at få besøg forfatteren på Maribo Gymnasium, og her er en bid af, hvad der kom ud af det:

I godt og vel en time fortalte Jan Sonnergaard som sine novellesamlinger, og hvordan de blev modtaget. Han krydrede sit foredrag med oplæsninger fra de forskellige samlinger.

Sonnergaard startede med begyndelsen og fortalte om, hvordan den føste novellesamling var blevet til ud af uenigheder med den daværende forstander på Forfatterskolen. Denne havde udtrykt, at hverdags ord som brødrister og radiator ikke hørte hjemme i rigtig prosa. Sonnergaard var uenig og gav sin første samling af brudstykker af et moderne Danmark titlen “Radiator”. Denne første samling beskriver den lavere del af et samfund, som er blevet hverdag for mange danskere. Han beskriver de ny-fattige, som han kalder dem. I bund og grund er det en stor blanding af utilpassede unge, ynkelige eksistenser, fattige, fejlslagne studerende, som synes verden er imod dem.

Meget eksplicit beskrives druk, vold og hor på tætteste hold i et til tider arrigt, til tider nøgternt sprog, som karakteriserer den ligegyldige overfor samfundet, som hovedpersonerne udviser, men som Sonnergaard forsøger at gøre læseren opmærksom på.

Efter en høj, hektisk spyttende oplæsning af novellen ‘Tyveri‘ gik turen videre til anden novellesamling: Sidste søndag i oktober, som beskriver en stor, brun middelklasse, som ved, de aldrig bliver overklasse, men som samtidig er klar over, at de ikke er den underklasse, som de hele tiden skal forholde sig til. Den beskriver en stræben efter noget opnåeligt, samtidig med man skal affinde sig med noget middelmådigt.

Sidst men ikke mindst talte Sonnergaard om sidste novellesamling i trilogien: Jeg er stadig bange for Kasper Michael Petersen, som denne gang beskriver overklassens overfladiske, apatiske holdning til omverdenen. Den beskriver, hvordan man kun kan stole på sig selv, og hvor hurtigt man kan miste sin sociale stilling i en verden fuld af status. Samtidig giver den udtryk for det frådseri, der foregår som en helt naturlig del af overklassens levevis. Der er stor forskel på Radiators dåsemad fra Netto og til Jeg er stadig bange…s kaviar i spandevis.

Radiator udkom som et tiltrængt modstykke til start-90′ernes minimalisme, og kunne med sine tematikker og sit til tider voldsomme sprog på samme tid forarge og fortrylle anmelderne. Radiator var en stor success i 1997 og Jan Sonnergaard fik meget omtale. Han blev hurtigt stemplet af medierne som en vred, aggressiv, bums. Det var ikke et billede, der passede Sonnergaard, og han ville derfor videre med Sidste søndag….

Så vidt jeg ved, var de næste novellesamlinger med faldende popularitet, og de fik vist heller ikke helt så gode anmeldelser. Jan rystede posen godt og grundigt medRadiator og fulgte fint op på ideén omend med lidt mindre success.

På trods af novellesamlingernes fokus på realistiske, sociale roller og tematikker, mener Sonnergaard ikke selv, han er socialrealist. Jeg læste et sted, at nogen havde fundet på at kalde hans skrivestil ‘brudrealisme’ og den vogn hopper jeg da bare med på.

Alt i alt var det interessant at læse Radiator med mit danskhold, og det var spændende at høre lidt om skriveprocessen og forfatterskabet fra hestens egen mund – og så blev det til en omgang pandekager og hyggesnak på lærerværelset efterfølgende.